Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Danmark (flertydig). (artikler, som begynder med Danmark)

Kongeriget Danmark

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet. Dronningens valgsprog: Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.
Nationalmelodi: Der er et yndigt land (nationalsang) Kong Christian (kongesang)
Hovedstad	København (se Danmarks hovedstæder) 56°12′ N 11°41′ E
Største by	København
Officielle sprog	Dansk[a]
Regeringsform Statsoverhoved Statsminister	Konstitutionelt monarki Dronning Margrethe II Anders Fogh Rasmussen
Statsdannelse	I forhistorisk tid
Areal  • Total  • Vand (%)	43.094 km² (nr. 131) 1,6 %
Indbyggertal  • 2008 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	5.475.791[1] (nr. 106) 127,06/km² (nr. 78)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2007 anslået 212,404 mia. USD (nr. 27) 39.200 USD (nr. 9)
Valuta	Dansk krone (DKK)
Tidszone  • Sommer (DST)	CET (UTC+1) CEST (UTC+2)
Nationalt topdomæne	.dk
Telefonkode	+45
Kendingsbogstaver (bil)	DK
Luftfartøjsregistreringskode	OY helikoptere OY-H
a. På Grønland grønlandsk og dansk; på Færøerne færøsk og dansk. Tysk er anerkendt mindretalssprog i Sønderjylland.

Danmark (fra oldnordisk: Danernes Mark) er et land i Skandinavien i det nordlige Europa. Det er verdens ældste kongedømme (i dag konstitutionelt monarki) som sammen med de to selvstyrende områder – øgruppen Færøerne (i Nordatlanten) og øen Grønland (i Nordamerika) – indgår i Kongeriget Danmark. Danmark består geografisk af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, småøer og holme, hvoraf de 72 er beboede (pr. 1. januar 2008).^[2] Landet er placeret i Skandinavien med havet (Østersøen, Skagerrak, Kattegat og Nordsøen) som nabo samt Tyskland, som Jylland grænser op til mod syd.

Historisk set har Danmark været væsentligt større end det er i dag, men mange århundreder med krige mod Sverige og tyske stater har indskrænket det danske territorium. Danmark fik sin grundlov i 1849 og sit nuværende parlamentariske system i 1901. Statsformen er negativ parlamentarisme, der betyder, at regeringen ikke kan have et flertal i Folketinget imod sig. I nyere tid har Danmark forsøgt at involvere sig stadigt mere aktivt i, OECD, NATO, FN, Nordisk Råd og mange andre internationale organisationer. Danmark blev som det første nordiske land medlem af EF, senere EU, i 1973.

Danmark har siden vikingetiden været en søfartsnation, men i løbet af industrialiseringen begyndte landbrug og industri at spille en større rolle, samtidig med en omfattende urbanisering fandt sted. Danmark formåede i den postmoderne industrialisering at omstille sin industri og økonomi effektivt, så landet i dag er en topmoderne markedsøkonomi, der hovedsageligt lever af tjenesteydelser og en stor udlandshandel. Danmarks økonomi er bygget op omkring hvad der er kendt som den skandinaviske velfærdsmodel. I Danmark begyndte opbygningen af velfærdssamfundet i 1930´erne og blev udbygget betragteligt i løbet af 60´erne og 70´erne. Danmark havde verdens 3. højeste BNP pr. capita i 1970. Mellem 1970 og 1990 voksede skattetrykket og reguleringer dramatisk , mens Danmark adopterede den nordiske model eller princip for en velfærdsstat. Efter at være faldet alvorligt tilbage i velstand, arbejdsløshed og andre indikatorer, tog Danmark skridt henimod økonomisk liberalisering i 1980'erne og 1990'erne. På det globale Fredsindeks steg Danmark fra en tredjeplads i 2007 til en andenplads i 2008. På trods af den voldsomme skat, er økonomien ellers ganske fri. Økonomisk Friheds Indekset (Engelsk:Index of Economic Freedom) rangerer Danmark på en 11. plads i verden over de mest frie lande, og nummer fire i Europa.

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Danmarks historie.

[redigér] Forhistorie til vikingetid

Uddybende artikel: Danmarks forhistorie.

Jelingestenen, kaldet Danmarks dåbsattest, på grund af at dens inskriptioner om Gorm den Gamle, Danmarks første konge

Dansk forhistorie begyndte ved forsiden af den indlandsis, der for ca. 15.000 år siden begyndte at vige nordpå i forbindelse med en klimaændring. Rensdyrjægerne levede hér og afløstes af andre jægerfolk, som ernærede sig af jagt og fiskeri igennem årtusinder. For ca. 6.000 år siden blev jægerstenalderen langsomt afløst af bondestenalderen, som igen afløstes af bronzealder og jernalder. Allerede i slutningen af jernalderen, dvs. i 700-tallet, kan der have eksisteret en stærk, dansk centralmagt. Herom kunne det kolossale forsvarsværk Dannevirke og Kanhavekanalen Samsø være et "bevis". Dog mener de fleste moderne historikere, at netop Danmark som geografisk område nok snarere skal opfattes som en del af det frankiske rige i denne periode. Forhistorien sluttede med vikingetiden, hvor danske vikinger begyndte at hærge og handle i det meste af Europa. De danske vikinger begyndte at kræve den såkaldte Danegæld, hvilket betød at konger fra England betalte skat til den danske konge mod at undgå plyndringer. Danske og skandinaviske vikinger spillede i det meste af vikingetiden en stormagtsrolle i Europa, bl.a. på grund af den stærke flåde.

[redigér] 1047-1536

Uddybende artikler: Danmarks middelalder og Danmarks historie (1397-1536).

Den danske historie indledes i det 8. århundrede, hvor de første, skriftlige kilder begynder at omtale forholdene her. På den måde er vikingetiden en overgangsfase mellem forhistorien og den danske middelalder, som blev en periode, hvor kontakten med det øvrige Europa fik stadigt stigende betydning. Tre forhold vejede tungt: kongernes forsøg på at øge deres indenlandske magt, deres forsøg på at udvide det udenrigske magtområde og striden med Hanseforbundet.

Den indenlandske magtkamp stod først mellem stormændene på den ene side og kongemagten og kirken på den anden. Senere blev det til en strid mellem kirken og kongemagten. Udenrigs forsøgte man at skabe og fastholde et østersørige, kulminerende i Kalmarunionen af 1397. Samarbejde med Hanseforbundet var en handelsmæssig nødvendighed, men også et konstant økonomisk problem. Dette byforbund fik stor indflydelse på landets forhold og var i perioder den reelle magt i landet.

[redigér] 1536-1660

Uddybende artikel: Danmarks historie (1536-1660).

Danmark-Norge måtte afstå de danske landsdele i Skåneland og de norske len Trondheim og Bohus til Sverige. Med rødt: Halland var allerede afstået til Sverige for en 30-årig periode. Med gult: Landsdelene Skåneland og Bohus len. Med violet: Landsdele, som gjorde oprør og vendte tilbage til dansk styre i 1660.

Renæssancen betød et markant skift i Danmarks historie, særligt fordi reformationen blev en del af ændringen. Kongerne inddrog kirkegodset og stod på den baggrund stærkt over for adelen, men meget af rigdommen blev brugt til krigsførelse. Mest tydeligt er dette eksemplificeret i renæssancekongen Christian IV, der nok lod opføre smukke bygninger mange steder i landet, men som led alvorlige nederlag ved sin deltagelse i Trediveårskrigen i Tyskland. Den fortsatte kamp med Sverige medførte nederlag på nederlag med stadige tab af territorier, først øerne i Østersøen, men senere også danske kerneprovinser som Skånelandene ved Freden i Roskilde i 1658.

[redigér] 1660-1848

Uddybende artikler: Danmarks historie (1660-1814) og Danmarks historie (1814-1848).

Adelens svigt under Karl Gustav-krigen gav plads til et statskup, hvor kongen væltede den gamle forfatning og indførte enevælden med støtte fra borgerskabet. En ny embedsadel voksede frem ved kongernes gunst, og byernes borgere fik efterhånden øget indflydelse. Landet var præget af den kulturelle påvirkning fra Frankrig og af kongernes tyskprægede forvaltning. Med stavnsbåndets ophævelse og senere med andre reformer inden for landbruget fik landet en økonomisk fremgang, der blev afbrudt, da englænderne tog den danske flåde. Dette og Københavns bombardement tvang Danmark i armene på Napoleon, mens Sverige allierede sig med England. Med freden i Wien (1815) blev Danmarks union med Norge opløst, og nordmændene blev tvunget i union med Sverige. Forud var gået en statsbankerot i 1813, men alligevel blev perioden en opgangstid for dansk filosofi, digtning og billedkunst (guldalderen).

[redigér] 1850-1945

Uddybende artikler: Danmarks historie (1848-1901) og Danmarks historie (1901-1945).

Det danske monarki bestod efter freden i Wien af kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Slesvig har været et dansk len med både dansk- og tysktalende befolkning, hvorimod Holsten og Lauenborg var tyske len og dermed medlemmer af det tyske forbund. Tysksindede i stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten ønskede en stærkere tilknytning til Tyskland. Den danske politik derimod var splittet mellem den konservative Helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik. Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Ejderfolkene ville forene Slesvig med Danmark i en dansk nationalstat. Tyske og danske nationalliberale stod uforenelig over for hinanden. Spørgsmålet var, om Slesvig skulle være dansk eller tysk. Dette førte til et oprør mod Danmark og den 1. Slesvigske Krig. Da Danmark fik støtte fra England, og da krigens forløb faldt ud til dansk fordel, blev status quo genoprettet. I London-protokollen fra 1852 måtte Danmark love, ikke at knytte Slesvig eller Sønderjylland nærmere til kongeriget end Holsten. I forbindelse med revolutionerne i Europa (1848) fik Danmark en fri og demokratisk forfatning i 1849.

Den grundlovsgivende forsamling den 23. oktober 1848. Maleri af Constantin Hansen.

De underliggende brudlinjer var dog ikke fjernet, og i 1864 brød den 2. Slesvigske Krig ud. Nu havde landet ikke engelsk støtte, skandinavismen førte heller ikke til militær hjælp, og den danske hær led en række ydmygende nederlag, især slaget ved Dybbøl. Resultatet blev tabet af hertugdømmerne, herunder også den dansktalende del af Slesvig. Dermed var Danmark blevet en rent dansk småstat.

Omkring 1870 kom industrialiseringen i gang i Danmark, og den blev fremmet ved anlægget af et tætmasket jernbanenet og af talrige færge- og fragtbådsforbindelser mellem landsdelene. Samtidig betød opsvinget i landbruget (andelsbevægelsen) en forøget købekraft hos landbefolkningen, og da udstykningen medførte et overskud af mennesker, fik byerhvervene en kærkommen reserve af billig arbejdskraft. Husning af disse mange tilflyttere skete på meget tilfældige vilkår og en række epidemier hærgede København og de større provinsbyer. Ved kloakering, oprettelse af skoler og udbygning af sundhedsvæsnet fik man efterhånden skik på sygdommene. På arbejsmarkedsfronten lykkedes det at dæmpe uroen, da det danske arbejdsmarked ved Storkonflikten i 1899 fik sin grundlov, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig.

Danmark holdt sig uden for den 1. verdenskrig, og forsyninger til de krigsførende lande gav arbejde og indtjening til mange. Efterhånden fik kvinderne også valgret (1915), og det tyske nederlag i 1918 medførte en folkeafstemning, så Nordslesvig blev genforenet med Danmark, men afstemningsvilkårene betød, at der blev skabt et tysk mindretal i Danmark og et dansk i Tyskland. Den økonomiske krise i 1930'erne betød massearbejdsløshed, men også forbedring af samfundets støtte til arbejdsløse, invalide og uforsørgede kvinder og børn. Med genoprustningen af de europæiske stormagter kom der atter gang i produktionen i Danmark, og ved krigsudbruddet i 1939 var der optimisme hos alle. Selv om Danmark blev besat i 1940, opretholdt landet sin egen regering indtil 1943, men der opstod efterhånden så stærk en modstandsbevægelse, at landet kunne tælles med blandt de allierede lande, der oprettede FN i 1945. I 1944 erklærede Island sig som selvstændig nation. Landets selvstændighed blev anerkendt af den danske regering i 1945.

[redigér] 1945-1990

Uddybende artikel: Danmarks historie (1945-1990).

I årene derefter var Europa delt, ideologisk og efter landegrænser. Frygten for Sovjetunionen førte til, at Norge og Danmark valgte at deltage i NATO (1949), mens Sverige forblev neutralt, hvad der knuste drømmen om et Nordisk forsvarsforbund. Det gav dog samtidig landet adgang til Marshall-planen, der var ment som en støtte til genopbygning af de europæiske lande. Det skabte gode tider i landet, og kommunismen mistede efterhånden taget i den brede befolkning. Storpolitisk var situationen fastlåst, og det gav meget få manøvremuligheder i dansk udenrigspolitik, men på det økonomiske område var der dog plads til ændringer. I løbet af 1960'erne kom der gang i forhandlingerne om dansk deltagelse i EF (det senere EU), og i 1972 bekræftede en folkeafstemning Danmarks optagelse i fællesskabet. Ved flere senere afstemninger blev samarbejdet udvidet trinvis.

[redigér] 1990-2008

Uddybende artikel: Danmarks historie (1990-).

Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og militær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udlændinge, der kom hertil dels som flygtninge og dels som indvandrere. I begyndelsen blev det betragtet som et rent praktisk problem at huse og integrere disse mennesker fra fremmede kulturer, men efterhånden viste det sig, at indvandringen skabte visse problemer. Diskussionen om hvilken politisk linje man skulle lægge i indvandrerspørgsmålet prægede især folketingsvalget 2001, men er stadig et varmt, aktuelt debattema i dansk politik.

[redigér] Politik

Uddybende artikler: Danmarks politik, De danske politiske partiers historie og Danmarks Riges Grundlov.

[redigér] Politisk system

Grundloven fra 1849

Det politiske system i Danmark tager udgangspunkt i den første grundlov fra 1849, som er blevet revideret tre gange, mest markant i 1915, hvor kvinder fik valgret, og i 1953, hvor landstinget blev afskaffet. Danmark har siden den reviderede grundlov af 1953 haft et parlamentarisk et-kammersystem. Grundloven af 1953 sikrer i fællesskab med inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lov i 1992 danske borgeres menneskerettigheder. Konventionen håndhæves af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis fortolkninger af menneskerettighedskonventionen således har direkte betydning i Danmark. Landet er ligesom andre parlamentariske demokratier, ifølge Grundlovens paragraf 3, opdelt mellem de tre magter, den udøvende magt, som ligger hos monarken, den lovgivende magt, som ligger hos monarken og Folketinget i forening, og den dømmende magt, som ligger hos domstolene. Selvom den lovgivende magt formelt ligger hos monarken og Folketinget i forening, er monarkens magt begrænset til at underskrive de love som Folketinget vedtager. Monarkens udøvende magt udøves gennem monarkens ministre, der formelt udnævnes af monarken, men siden Systemskiftet i 1901 har monarken reelt været undergivet Folketingets politiske stillingtagen til udnævnelsen af ministre, idet den udnævnte regering ikke kan fungere, såfremt et flertal i Folketinget er imod regeringen.

[redigér] Den udøvende magt: Regeringen

Danmark har som konstitutionelt monarki ifølge grundloven formelt set en konge som statsoverhoved, der dermed er det øverste led i den udøvende magt. Dette betyder at regenten og den næste i arvefølgen mødes med regeringen til statsrådsmøder en gang om måneden, hvor de sidste nye love underskrives af dronningen. Dette har siden Påskekrisen 1920 udelukkende haft karakter af en formel procedure med ceremoniel funktion og den siddende regent skriver derfor under uden at blande sig i lovene. Dronning Margrethe II har været Danmarks statsoverhoved siden 1972. På dronningens vegne er statsministeren og hans ministre de øverste i regeringsførelsen. Statsministeren hedder siden 2001 Anders Fogh Rasmussen.

Regeringen skal hele tiden have opbakning fra et flertal i Folketinget, men regeringen behøver ikke bestå af partier med samlet flertal. I øjeblikket regeres Danmark af en mindretalsregering bestående af Venstre og de Konservative, med støtte fra Dansk Folkeparti.

Se også: Kongerækken og Danmarks statsministre.

[redigér] Den lovgivende magt: Det danske parlament, Folketinget

Selvom at Grundlovens §3 siger at Regenten og Folketinget styrer sammen, er Folketinget den reelle lovgivende magt i Danmark. Her foreslås, behandles og vedtages landets love, og som parlamentarisk system skal en siddende regering altid have et flertal i Folketinget (eller i det mindste ikke have et flertal imod sig). Folketinget består af 179 medlemmer, med 175 valgt i Danmark, to på Færøerne og to på Grønland, der er på valg hvert fjerde år eller oftere. Medlemmerne vælges af en kompliceret blanding af forholdstals- og enkeltmandstalmetoden, hvormed politikerne bevarer en vis afhængighed af de lokale valgkredse. I Danmark er der politisk tradition for mindretalsregeringer og traditionelt set har kompromisser og samarbejde hen over midten været reglen.

[redigér] Den dømmende magt: Domstolene

Domstolene er uafhængige af regering og folketing. Det er op til domstolene at fortolke de vedtagne lovforslag uden politisk indblanding. Højesteret er øverste domstol, der ved tvister og tvivlsspørgsmål har det sidste ord. Højesteret har dermed en vis politisk betydning, da de i sidste ende kan dømme lovforslag og politiske handlinger ulovlige i forhold til Grundloven. EF-domstolen har efterhånden også form af øverste myndighed på mange områder, der før var rent interne danske anliggender.

[redigér] Indenrigspolitik

Socialdemokratiet har været en afgørende faktor i det 20. århundredes danske politiske historie. Men med valget i 2001 blev det dog en højrekoalition bestående af en Venstre-Konservative regering med støtte fra det nationalt højreorienterede Dansk Folkeparti. Valget førte også til at Socialdemokraterne for første gang, siden 1920, mistede positionen som det største parti i Folketinget. De seneste år i dansk politik har været præget af indvandrerpolitik, og af en diskussion om udformningen af det danske velfærdssamfund i en stadig mere globaliseret verden.

Folketinget ser i dag sådan ud:

Valgplakater

For folketingsvalgene se: Folketingsvalg

[redigér] Politiske partier

Uddybende artikel: Politiske partier i Danmark og De danske politiske partiers historie.

I hele Folketingets historie har 18 forskellige partier haft mandater i parlamentet. I dag sidder der 8. Disse er, i rækkefølge efter antallet af mandater, Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Enhedslisten. Partiet Liberal Alliance var et helt nyt parti, som blev stiftet den 7. maj 2007 af de tidligere radikale politikere Naser Khader og Anders Samuelsen og den tidligere konservative Gitte Seeberg. Andre partier der kunne have fået sæde er Kristendemokraterne, som mistede alle sine mandater ved valget i 2005, i 2005 stillede også Centrumdemokraterne og Minoritetspartiet op. Udover de danske partier sidder der som en del af rigsfællesskabet også 4 folketingsmedlemmer fra andre dele af det Danske Kongerige. 2 fra Grønland og 2 fra Færøerne. Det ene mandat fra Grønland er fra partiet Siumut, og det andet er fra Inuit Ataqatigiit. De to fra Færøerne er fra det republikanske parti Tjóðveldi, og det andet fra Sambandsflokkurin. Generelt plejer de fire nordatlantiske mandater ikke at blande sig i indenrigspolitiske forhold, men støtter dog som regel i krisesituationer det parti de føler sig tættest knyttede til.

[redigér] Udenrigspolitik

Efterkrigstiden betød for Danmarks vedkommende et brud med den neutralitetspolitik, der ikke havde kunnet redde landet fra 2. verdenskrigs katastrofer. Den begyndende kolde krig var afgørende for dansk udenrigspolitik i lange perioder, og perioden er stadig i dag kilde til stor debat. Som stiftende medlem af FN og NATO markerede Danmark sig som et land der ville tage del i samarbejde over landegrænserne. Medlemskabet af internationale organisationer skulle fremme de danske mål om at opnå sikkerhed, økonomisk fremgang og, især i nyere tid, at fremme danske værdier og opfattelser om demokrati, retfærdighed og frihed. Den danske bistandspolitik hører trods nylige besparelser stadig til en af de højeste målt pr. indbygger.

Danmark blev som det første nordiske land medlem af EF i 1973 under den første større EF-udvidelse. Den frie adgang til det indre marked har været en væsentlig forudsætning for dansk økonomisk succes, og Danmark fortsætter derfor sammen med bl. a. England med at presse på for yderlige liberaliseringer af markedet, dog med klar modstand mod for udvidede beføjelser til kemi- og levnedsmiddelindustri.

[redigér] Danmark og EU

Siden 1973 er det europæiske samarbejde blevet en stadig mere fast bestanddel af de danske love og domstole. Love vedtaget i EU-sammenhæng indkorporeres i Danmark som en del af alle andre love, og EF-domstolen har i de fleste tilfælde status af højesteret på en del områder. Samarbejdet er til stadig debat, hvilket det danske nej til først Maastricht-traktaten i 1992 og siden til Euro-samarbejdet i 2000 klart viste. Danskere hører dog generelt til en af de mere positivt stemte befolkninger i Europa over for det europæiske projekt.

[redigér] Administrativ inddeling

Uddybende artikler: Danmarks regioner og Kommuner i Danmark.

Danmarks 5 Regioner

Som følge af strukturreformen 2007 fra 1. januar 2007 blev 13 amter nedlagt og erstattet af en opdeling af landet i 5 regioner, mens 270 kommuner blev reduceret til 98 ved kommunesammenlægninger. Regionerne består af Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland

Herudover er Færøerne og Grønland en del af kongeriget Danmark. Disse er begge selvstyrende enheder med stor grad af selvbestemmelse indenfor indre politiske spørgsmål. Udenrigspolitik er dog i høj grad overladt til den danske stat. De færøske og grønlandske territorier garanteres endvidere af det danske militær og flåde. Der færøske hjemmestyre besluttede allerede før Danmarks tiltrædelse i EF i 1973, at de ikke ville deltage i EF-samarbejdet. Grønland blev i 1973 automatisk en del af EF, men det grønlandske hjemmestyre meldte sig ud i 1985 efter en vejledende folkeafstemning. Både Færøerne og Grønland har dog en del aftaler med EU. Både Færøerne og Grønland er ligesom Danmark medlemmer af Nordisk Råd.

[redigér] Sprog

I Danmark tales dansk, som sammen med islandsk, færøsk, norsk og svensk tilhører den nordgermanske gren af den indogermanske sproggruppe. Indtil vikingetiden var forskellen mellem de skandinaviske sprog nærmest ikke til stede, hvilket de mange ens runeindskrifter vidner om. I løbet af det 12. århundrede begyndte sprogene at glide fra hinanden, og det særligt danske fonetiske fænomen, det danske stød, formentlig at fremkomme. Det danske alfabet har ligesom det norske de særlige bogstaver æ, ø og å. Det danske sprog har en hel del låneord, især fra nedertysk, og i nyere tid er nogle engelske låneord også blevet en del af hverdagssproget.

Dansk består af mange dialekter, som ofte tydeligt fortæller, hvilken egn af landet personen kommer fra. Rigsdansk er den almindeligt anerkendte variant, som bruges i tv, radio og i undervisning. Endvidere tales der færøsk, grønlandsk samt tysk. Engelsk og tysk er de vigtigste fremmedsprog.

Der er ikke fastsat noget officielt sprog i Danmark, ud over at sproget ved domstolene skal være dansk. Siden 1997 er staten dog forpligtet til at overholde dansk retskrivning. På Færøerne og Grønland er færøsk hhv. grønlandsk de officielle sprog ved siden af dansk.

I 2000 tiltrådte Danmark det Europæiske charter for regional- og mindretalssprog, med tysk som anerkendt minoritetssprog i Sønderjylland. Det tyske mindretal har dog længe haft eget, statsstøttet skolesystem og andre institutioner, hvor der bruges tysk. Der findes også modersmålsundervisning for indvandrere fra EU-lande og for færinger og grønlændere. Modersmålsundervisning for øvrige grupper har siden 2002 været den enkelte kommunes beslutning.

[redigér] Militær

Uddybende artikel: Det danske forsvar.

Det danske militær består af Hæren, Hjemmeværnet, Søværnet og Flyvevåbnet. Det danske forsvar måtte efter den tyske besættelse bygges op nærmest fra grunden af. Danmark fik bl.a. hjælp fra USA og andre allierede i det senere Nato, hvorfor meget af det danske militær på den tid bestod af materiel som de allierede havde fremstillet under krigen. Først omkring 1950 begyndte forsvaret at nå den størrelse, der var påkrævet fra Natos side i alliancen mod Sovietunionen og senere militæralliancen Warszawapagten. Dog vedblev styrkestørrelsen at ligge i underkanten af Natos ønsker gennem det meste af den kolde krig.

I 2004 indgik regeringen sammen med Socialdemokraterne, Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti et forsvarsforlig, der skulle reformere det danske militær, og forberede styrken på de nye vilkår for forsvarspolitik. På grund af fraværet af en egentlig militær trussel er mobiliseringsforsvaret afskaffet og der skal nu i stedet lægges vægt på indsatsberedskab i uroplagede regioner rundt omkring i verden, hvor Danmark i FN eller Nato-regi skal kunne fungere som effektive internationale tropper, enten i fredsbevarende øjemed eller som deciderede lettere angrebsstyrker.

Det danske forsvar styres af forsvarschefen der er underlagt forsvarsministeren. Forsvarschef var pr. 2008 Tim Sloth Jørgensen og forsvarsminister var Søren Gade, Venstre.

[redigér] Hæren

Hæren er den næststørste af de fire grene i Danmarks forsvar. Den har en fast styrke på cirka 9.150 mand, samt 4.070 på reaktionsstyrkekontrakt. Hæren ledes af:

• Hærens Operative Kommando, som frembringer hærstyrker og indsætter disse.
• Hærens Materielkommando, som anskaffer og gennemfører den logistiske del af driften for hærens materiel-systemer. Hærens Materielkommando ophørte med at eksistere med udgangen af 2006, idet hovedparten af opgaverne blev overdraget til det værnsfælles Forsvarets Materieltjeneste.

[redigér] Hjemmeværnet

Hjemmeværnet er en afdeling for frivillige danskere. Med ca. 51.000 medlemmer er det den største af de militære grene i det Danske forsvar. Heraf er 40% i den aktive styrke. Hjemmeværnet som det kendes i dag blev skabt i 1949 efter en sammenslutning af de andre hjemmeværnsgrupper, som det blå hjemmeværn, og det sorte hjemmeværn. Hjemmeværnet er opdelt i 4 grene: Hærhjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Virksomhedshjemmeværnet.

Oprettelsen af hjemmeværnet havde rod i Danmarks situation i Den kolde krig og læren fra 2. verdenskrig, hvor det danske militær havde været helt utilstrækkeligt. Man ønskede at have en større hærgruppe at trække på i en pludselig krigssituation, og her kunne hjemmeværnets frivillige komme til god brug. I vore dage diskuteres det om Hjemmeværnet stadig har en berettigelse i en situation uden tidligere tiders trusselsbilleder.

[redigér] Søværnet

Søværnet har en fast styrke på cirka 3.400 mand. Flåden er opdelt i en 1. og 2. eskadre, hvor den første varetager sikkerhed, inspektion og katastrofebekæmpelse i de indre danske, grønlandske og færøske farvande, mens den 2. eskadre varetager internationale opgaver. Den 2. eskadre er i øjeblikket under kraftig omstrukturering som følge af helt nye skibstyper som f. eks. Absalon-klassen.

[redigér] Flyvevåben

Flyvevåbnet har en fast styrke på cirka 3.400 mand, der er fordelt på tre flyvestationer i Danmark. Flyvestation Ålborg er hjemsted for tre Challenger VIP og inspektionsfly, der bl. a. kan overvåge de danske farvande for olieudslip fra forurenende skibe, samt fire Herculesfly, der især kan hjælpe med troppeforsyninger i svært tilgængelige regioner, med transport af sårede og til hurtig indsats i nødsituationer over hele verden. I Skrydstrup holder Danmarks 48 F16 fly til, disse fly var bl. a. i aktion under Kosovokrigen mod Serbien. F16-flyene står for at blive udskiftet. I Karup findes Flyvevåbnets 14 nye EH-101 transport- og redningshelikoptere. Flyvevåbenet har endvidere overvågningsradarer ved Multebjerg, Skagen og på Bornholm.

[redigér] Befolkning

Uddybende artikel: Danmarks demografi.

Se også: Danmarks største byer.

Befolkningen i selve Danmark (uden Grønland og Færøerne) er meget homogen, idet over 90 procent af befolkningen er danskere i etnisk, kulturel og sproglig forstand. Det eneste traditionelle og anerkendte mindretal er det tyske mindretal i Sønderjylland, som mere er baseret på sindelag og kulturelt tilhørsforhold end på etnicitet og sprog.

Ud over svenskere, nordmænd og tyskere har de seneste årtiers indvandring bragt bl.a. folk fra det tidligere Jugoslavien, tyrkere, pakistanere, arabere og somaliere til Danmark. I 2007 bor der desuden over 18.000 grønlændere i Danmark.^[3]. Etniske danskere udgjorde pr. 1. januar 2007 91,1 %, 4.968.436, af indbyggerne, mens indvandrere og efterkommere udgjorde 477.700. Siden 2003 har der bl.a. været arbejdskraftindvandring fra Polen, Tyskland, Litauen og andre europæiske lande.^[4]Ifølge TV2, juni 2007, pendlede 14.000 svenskere til arbejde i Danmark, mens de stadig boede i Sverige. Ifølge Infocenter Grænse (Syddansk Universitet?) pendler 12.000 fra Tyskland hver dag, hvilket er en firdobling på tre år.^[5]

Befolkningsudvikling de sidste 45 år.

Omkring 1300 mener man at Danmark havde i underkanten af 1 million indbyggere, men med efterfølgende pestepidemier og krige skulle det tage 600 år før man atter nåede dette tal. Den første folketælling i 1769 kom frem til et resultat på omkring 800.000 indbyggere (dog uden Skåne, Halland og Blekinge, der var tabt til Sverige i 1658). I løbet af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet voksede befolkningstallet eksplosivt. I 1960´erne faldt fertiliteten til 1,7 barn pr. kvinde, bl. a. på grund af præventionsmuligheder og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Tallet er i dag ca. 1,8 barn pr. kvinde. Dette fødselstal betyder at folkemængden i Danmark har stabiliseret sig i de senere år, men med en svagt stigende tendens på grund af indvandring. Den gennemsnitlige danske familie^{[husstand/familie?]} består af 2,2 personer, mens den omkring 1900 gennemsnitligt bestod af 4,3 personer.

Danmarks folketal 1. oktober 2006 var 5.444.203 (befolkningstæthed 128,47/km²). 1. april 2007: 5.451.826 (128,60/km²). 1. juli: 5.457.415 (128,73/km²). 1. oktober: 5.470.919 (129,04/km²). 1. januar 2008: 5.475.791 (129,16/km²). 1. april 2008: 5.482.266 (129,31/km²). 1. juli 2008: 5.489.022 (129,47/km²). 1. oktober 2008: 5.505.995 (129,87/km²). 1. januar 2008 bor der 3.010.443 vest for Storebælt på 32.772 km² landareal (91,86 indbyggere/km²), mens 45 % af befolkningen bor i Østdanmark, 2.465.348 på 22,7% af landarealet (9.622 km², dvs. 256 indbyggere/km²). 1.645.825 af disse (2008) ^[6] bor i Region Hovedstaden, som står for 30 procent af landets folketal.

Middellevetiden for mænd og kvinder er steget fra 43,1 hhv. 45,4 år (1850/59) til 52,9 hhv. 56,2 år (1901/05) og til 75,95 hhv. 80,48 år i 2006+2007.^{[Med/uden spædbarnsdødelighed?][7]}

[redigér] Religion

Formelt har Danmark siden cirka 965 været et kristent land, men skiftet mellem den hedenske religion og kristendommen var en langvarig proces, der fandt sted i perioden mellem 700 og 1300. Siden reformationen i 1536 har den evangelisk-lutherske kirke været statsreligion. Fra grundlæggelsen af Fredericia i 1682 blev jødedom, reformerte og katolikker også tolereret, og med grundloven af 1849 blev der fuld religionsfrihed. Omkring 83 % af den danske befolkning var i 2006 medlem af den evangelisk-lutherske, danske folkekirke^[8]. I 1908 var det endnu 98,5 %.^[9] Dronningen er overhoved for folkekirken, og kirkeministeren er den øverste administrative leder. Folkekirken har traditionelt været ramme om to forskellige retninger, grundtvigianismen over for den mere strenge indre mission, men denne modsætning er nu i de fleste dele af landet afløst af flere forskellige strømninger.

Med en stigende indvandring fra især muslimske lande er islam blevet Danmarks næststørste religion med omkring 3,8-4,0 % muslimer (2004).^[10] Gennem 1900-tallet er religionens rolle i hverdagen blevet stadig mindre for de fleste danskere, og kun ca. 5 % går til gudstjeneste på ugentlig basis. I de allerseneste år har der ligesom i andre vesteuropæiske lande været en stigende debat om det religiøse, dels om religionens generelle plads i samfundet og dels specifikt om islam.

Andre trosretninger omfatter hver især under 1 % af befolkningen. Her spiller katolicisme (0,6%) og protestantiske frikirker som f.eks. baptister, metodister og pinsekirken den største rolle, mens bl.a. buddhisme, bahai og asatro er kommet til i de seneste årtier. Personer med anden eller uoplyst religion omfatter 13,1% af befolkningen. (2006)^{[Kilde mangler]}

I forhistorisk tid og ind i middelalderen var nordisk religion den dominerende religionsform. I dag er en genoplivet form af den før-kristne religion, kaldet asatro, godkendt som trossamfund i Danmark. Om den hedenske tid vidner endnu mange stednavne og ugedagene, som er opkaldt efter de gamle guder.

[redigér] Natur

[redigér] Geografi

Uddybende artikel: Danmarks geografi.

Billede taget den 15. februar 2003 af medlemmer fra den internationale rumstation. Den Pleistocæne periodes gletsjer-aflejringer ses over hele regionen. Lidt snedække ses i Nordtyskland, på Østsjælland og i Skåne og over Norge

Danmark udgør med et areal på 43.094 km², 0,3% af jordens samlede landmasse, hvilket lige nøjagtigt gør det større end Schweiz og Holland. Den største del af arealet udgør det jyske fastland (23.872 km²), mens resten fordeler sig på 1419 øer, hvoraf 443 navngivne.^[11] De tre største øer er Sjælland, Den Nørrejyske Ø (Vendsyssel-Thy) (siden 1825, nuværende åbning siden 1862) og Fyn. De mange øer fremmer bygningen af broer, og Danmark kan med Storebæltsbroen, der forbinder Sjælland og Fyn, og Øresundsbroen, der forbinder Sjælland (Amager) med Sverige, fremvise nogle af de største broer i Europa. Det lille land har på grund af det store antal mindre øer og fjorde en af Europas længste kystlinjer med 7.314 km^[12]. Intet sted i landet er man mere end 52 kilometer fra kysten.

Hovedstaden København er placeret på Sjælland. De geografiske yderpunkter for Danmark er Skagen i nord 57°44'55"N og Gedser i syd 54°33'31"N samt Blåvands Huk i vest 8°4'36"Ø og Østerskær i øst 15°11'59"Ø. Der er 452 km mellem Danmarks vestligste og østligste punkt, og 368 km mellem det nordligste og sydligste punkt. Fra det vestligste punkt til København er der ca. 300 km.

Den eneste landegrænse er den dansk-tyske grænse i Sønderjylland, der er 69 km lang. Desuden omgives landet af flere have: Vesterhavet (Nordsøen), Skagerrak og Kattegat på vest-, nord-, og østsiden af Jylland, Kattegat og Østersøen nord og syd for de danske øer. Mellem disse have findes mange sunde og bælter: Dels Limfjorden (som er et sund) mellem Vesterhavet og Kattegat, dels Lillebælt, Storebælt og Øresund mellem Kattegat og Østersøen og dels en lang række mindre farvande mellem øerne.

Danmark er et lavland med sletter, bakker, klinter og klitter. Noget særligt er de mange små søer, som er spredt rundt i visse landskaber. De er opstået ved afsmeltning af isolerede isforekomster efter sidste istid og kaldes dødishuller.

En af de 3 bronzealderhøje på Yding skovhøj

Nok er landet lavt, men ofte er sletterne bølgede på grund af isens bevægelser. Helt flade er hedesletterne, der oftest forekommer i den del af Jylland, som ikke var dækket af isen under sidste istid. Her findes også de såkaldte bakkeøer, der stammer helt tilbage fra forrige istid, men som er blevet voldsomt omformet af årtusinders vandløbserosion under sidste istid.

Laveste punkt på landjorden er Lammefjord med -7,5 m og højest beliggende ikke-menneskeskabte punkt er Møllehøj ved Skanderborg med 170,86 m, næsthøjest Yding Skovhøj med 170,77 m og endelig Ejer Bavnehøj med 170,35 m. Disse punkter er alle beliggende i samme område ti km sydvest for Skanderborg^[13].

[redigér] Jordfordeling

• Opdyrket jord: 60%. Det er Europas højeste andel. Det samlede landbrugsareal er 28.897 km². Blivende afgrøder: 0% blivende græsgange: 5%
• skov og skovstrækninger: 14%
• Andet: 25% (1993 est.)
• Bebygget areal: 4.350 km² (1993 est.)

[redigér] Klima

Danmarks klima er bestemt af flere faktorer. Der er landets placering i forhold til Ækvator, som giver årstider med store udsving i lysstyrken. Der er havnærheden og påvirkningen fra Golfstrømmen, der giver milde vintre og kølige somre. Klimaet beskrives derfor som tempereret kystklima med gennemgående fugtigt og ofte overskyet vejr. Det giver milde og blæsende vintre og kølige somre. Undertiden kan der forekomme kolde, kontinentalt prægede vintre, kaldet isvintre, ligesom der kan forekomme hede somre. Begge situationer skyldes at det centraleuropæiske højtryk breder sig mod vest, så landet dækkes af stabilt højtryk med østlige vinde.

Den højeste temperatur, som hidtil er blevet målt i Danmark (siden 1874) er 36,4°C, hvilket blev målt 10. august 1975 i Klosterheden ved Holstebro. Den laveste temperatur, som siden 1874 er blevet målt på dansk jord er -31,2°C, som blev målt i Hørsted i Thy 8. januar 1982.

[redigér] Flora og fauna

Uddybende artikel: Danmarks flora og fauna.

Der er den (geologisk set) korte tid, der er gået siden sidste istid, som betyder, at tilbagevandringen af arter ikke er afsluttet. Desuden sætter topografien vilkårene (mesoklimaet) inden for små afstande. Og endelig er der jordbundsforholdene, som sætter betingelserne for plantevækst på det givne sted. Oven i alt dette skal man lægge påvirkningen fra årtusinders jordbrug og snart 150 års industrialisering med hele den styring, som det har lagt ind over floraens vilkår.

Grundlæggende hører Danmark dog til i et stort område, der strækker sig fra Atlanterhavet og helt ind til Ural, hvor den potentielle vegetation er blandet løvskov. Vi ejer ikke urskov i Danmark, men Draved skov og Suserupskovene er naturskove, hvor den menneskelige påvirkning har været minimal. Hvis man vil opleve, hvordan det danske landskab har set ud før landbrugets tid, må man tage til Białowieża skovene i det østlige Polen.

Når man ser bort fra klitter, søer, vandløb og havskrænter, er resten af Danmarks natur i virkeligheden et sammenhængende kulturlandskab, hvor alt er resultatet af tilsigtet og utilsigtet, menneskelig påvirkning. Det gælder biotoper som mose, eng, hede, overdrev, ager og dyrket skov samt naturligvis parker og haver. Floraens sammensætning består derfor at et sæt muligheder, som er skabt af naturbetingelserne, og nogle begrænsninger, som sættes af menneskenes aktiviteter. Foruden det direkte tryk fra dyrkning og forurening udsætter vores udbygning af infrastruktur floraen for en stadigt mere omfattende opsplitning i områder, der holdes adskilt, og som bliver mindre og mindre.Det medfører, at spredning og vedligeholdelse af genpuljer inden for en art bliver mere og mere umulig. Dette er den egentlige baggrund for, at mange arter er truede eller uddøde i Danmark^[14].

[redigér] Ressourcer

Danmark har i princippet kun to ressourcer, som findes i større mængde: Dyrkbar jord og en veluddannet befolkning. Men også andre former for rigdomme er tilgængelige i landet. Således er olie og naturgas fundet i Nordsøen, og begge dele spiller en stadig større rolle for den danske økonomi. Danmark er selvforsynende med olie og gas, og kan ovenikøbet eksportere en lille del. Udover det er de mest gængse råvarer fisk, salt, kalk, sten, grus, ler, moler, sand, ferskvand. Lavt badevand med sandstrande er vigtig for turistindustrien.

Med udnyttelsen af ressourcerne og med oparbejdning af tilførte materialer opstår der også et forureningsproblem. Dette forstærkes af et stort transportforbrug og af behovet for at opvarme boligerne om vinteren. Når man dertil lægger sløseri, almindelig slendrian og den bevidste overtrædelse af love og regler ses det let, at Danmark er ramt af forurening: Forurening fra biler og kraftværker. Kvælstof- og fosforforurening af havene. Drikkevands- og overfladevandsforurening fra landbrug i form af nitrat og pesticidrester er det mest fremkommende i Danmark. Folketinget har i de sidste årtier bekæmpet især kvælstofforureningen af havene med de såkaldte vandmiljøplaner.

[redigér] Naturrisici

Oversvømmelse er en trussel i visse dele af landet, for eksempel dele af Sydvestjylland samt langs den sydlige kystlinje af Lolland, som begge er beskyttet mod havet med et system af diger. De seneste år har stadigt større og kraftigere storme ramt landet. Den værste i nyere tid kom med orkanen den 3. december 1999. Generelt skal man udvise stor respekt for især den jyske vestkyst, fordi understrømmen trækker mange, særligt turister, med ud på åbent hav, de fleste gange med fatalt resultat.

[redigér] Rigsfællesskabet

Grønland

Færøerne

Udover det Danmark der ligger i Skandinavien, ligger også, gennem Rigsfællesskabet, de to selvstyrende områder, Grønland og Færøerne. Områderne hører ifølge grundlovens §1 til Kongeriget Danmark, og deler derfor grundlov og statsoverhoved med Danmark. De to områder har dog begge egen regering ledet af henholdsvis en Landsstyreformand (Grønland) og en Lagmand (Færøerne). Færøerne opnåede indre selvstyre i 1948 og Grønland i 1979. De to områder er dog ikke fuldt uafhængige, f. eks. skal folkeskolerne udover det lokale sprog undervise i dansk, begge områder modtager bloktilskud fra Danmark, og udenrigsforhold varetages som hovedregel af regeringen i København.

[redigér] Infrastruktur

Uddybende artikel: Danmarks infrastruktur.

[redigér] Veje

Storebæltsbroen set fra Sjælland.

Danmark har et vejnet på i alt ca. 71.600 kilometer, deraf 880 km motorvej. De mindre veje, som udgør ca. 60.000 km vej, bestyres af kommunerne, landevejene (ca. 10.000 km) bestyres af regionerne, mens statsvejene (motorveje og motortrafikveje, ca. 1.617 km) bestyres af Vejdirektoratet^[15]. På grund af Danmarks mange øer er broerne meget vigtige for handel og transport mellem landsdelene. Der findes 35 broer med en længde på mere end 200 meter i Danmark. I sommeren 1998 blev Storebæltsbroen åbnet for trafik, og blev dermed den første betalingmotorvejsstrækning i Danmark. Øresundsforbindelsen deles mellem Danmark og Sverige, hvor betalingsanlægget ligger på den svenske side. Det er vedtaget at bygge en bro til Tyskland over Femern Bælt mellem Lolland og den tyske ø Femern. Femern Bælt-forbindelsen forventes at blive bygget senest fra 2012 og åbnes 2018. Det har været forslået at bygge en Kattegat-forbindelse over Samsø mellem Sjælland og Jylland. En tredje Lillebæltsbro er foreslået som en løsning på trafikproblemerne ved Lillebælt.

[redigér] Jernbanenet

I år 2000 var det danske skinnenet på 2875 km (heraf 508 km privatbaner). Danske Statsbaner er operatør på størstedelen af banenettet, mens Banedanmark er ansvarlig for infrastrukturen på samtlige jernbanestrækninger (eksklusiv privatbanerne). Det er med InterCityLyn muligt at tage strækningen København-Århus på få timer. Jernbanenettet i København fungerer også som lokalt trafiknet for Storkøbenhavn. De seneste år er undergrundsnettet Metro blevet bygget og koblet sammen med jernbanen ved Nørreport Station.

[redigér] Lufttrafik

Kastrup Lufthavn er med knap 21 millioner passagerer årligt Skandinaviens største lufthavn. Den fungerer som lufthavn ikke bare for danskere, men også for store dele af den sydsvenske befolkning. Andre store lufthavne er Billund Lufthavn i Jylland, samt Ålborg, Esbjerg og Århus. Planer om en udbygning af Roskilde Lufthavn er på tegnebrættet.

[redigér] Skibsfart

Danmark er en af verdens store skibsfartnationer med 742 skibe på 1000 BRT eller derover (største skibsfartsnation er Grækenland med 3099 skibe. Kilde: [World Factbook], 13. dec. 2007).

[redigér] Økonomi

Uddybende artikel: Danmarks økonomi.

[redigér] Generelt

I årene op til 1973 havde Danmark ligesom resten af Vesteuropa enorme vækstrater på 5 % om året, der sørgede for en stor velstandsstigning. Med oliekrisen i 1973 og de fejlslagne økonomisk-politiske reaktioner på den, blev der dog sat en brat stopper for dette, og i løbet af 70´erne blev stabilitets- og balanceproblemerne alvorlige i form af høj inflation, og underskud på såvel offentlige finanser og betalingsbalance. I årene efter 1982 fik den nytiltrådte regering under Poul Schlüter stabiliseret økonomien gennem en stram udgiftspolitik, indkomstpolitik og fast kronekurspolitik kombineret med liberalisering og afregulering, ikke mindst i den finansielle sektor.
Oppositionen og fagbevægelsen var i oprør og tordnede om den sociale massegrav, men politikken virkede i det store hele efter hensigten. Dog betød den økonomiske fremgang, at privatforbruget steg dramatisk med deraf følgende overophedning, løninflation og betalingsbalanceproblemer. Udviklingen var i en vis forstand udtryk for, at politikken havde været en større succes end ventet og Schlüter kunne i 1986 udtale, at "det går ufatteligt godt". Regeringen indså først for sent situationens alvor, og måtte gribe ret drastisk ind med den berømte Kartoffelkur og en skattereform.
Indgrebene havde strukturelt set stor effekt og blev løsningen på det sidste af efterkrigstidens og navnlig 70'erens store balanceproblemer - for stort forbrug og for lille opsparing. Prisen blev en lavkonjunktur, der varede ekstra længe på grund af de dårlige europæiske konjunkturer omkring 1990. Arbejdsløsheden var rekordhøj i 1993 (12,4%), med toppunktet i januar 1994 (13,8%;386.186), men er faldet i en næsten ubrudt linje siden da, takket være regeringerne Nyrup Rasmussen og Fogh Rasmussens effektive, men ret kostbare arbejdsmarkedspolitik, berømmet i udlandet under navnet flexicurity. Beskæftigelsesfrekvensen for de 15-64 årige nåede i 2006 ifølge Eurostat op på 77,4%, den højeste i EU. Kun Island med 84,6% og Schweiz med 77,9% ligger højere.^[16]

Danmarks forholdsvis lille økonomi er i dag meget afhængig af handel med udlandet, hvorfor Danmark har en væsentlig interesse i fortsat liberalisering af markeder. Ca. 70 % af al handel foregår med EU-lande i det indre marked, heraf 17 % med den største handelspartner,